Michael Maardt PC siden 1984 • på nettet siden 1990. Her er 420 sider.

[denne side er en bearbejdet udgave af en del af hæftet Flygt fra Musefælden fra 1997]

Hvorfor fortalte de ikke ... ?

Da jeg opdagede de beskrevne taster i Stifinder, fik jeg et stort, men glædeligt chok. Jeg håber, at disse informationer kan hjælpe til indlæring af nye vaner foran skærmen og dermed færre fysiske gener.

Da jeg havde prøvet disse taster i et par minutter, var jeg overbevist. Ingen mus for at finde mapper og filer. Jeg håber, at du nu (efter at have prøvet det i praksis) tænker: "Nu har jeg i månedsvis haft besvær med at klikke, dobbeltklikke, trække med og uden en eller anden tast (Shift eller Ctrl) holdt nede. Hvorfor har ingen fortalt mig det her? Det er da meget lettere og mere afslappende". Det er et godt spørgsmål.

Et muligt svar

Mit bud på et svar er: Da Microsoft lavede Windows havde de travlt med at efterligne Mac’en, hvor brugen af musen er endnu mere dominerende. Microsoft har forsøgt at lave et styresystem, som selv de "dumme" kunne finde ud af. Ideen om de dumme brugere ses også hos visse forlag ! Dummies ...

Microsofts ergonomiske mus og specielle tastatur er spil for galleriet. Jeg har selv en Microsoft mus med rullehjul, som kan lave dobbeltklik (en gevaldig lettelse) og rulle i visse programvinduer. Jeg kan anbefale denne eller lignende mus, som kan rulle i vinduer henh. lave dobbeltklik med den midterste knap (eller rullehjulet). [April 2010: Jeg har i flere år været glad for Logitechs mus MX-518]

PS: Dobbeltklik er forsøgt afskaffet i Windows 98, fordi mange dobbeltklikker links på WWW, hvilket får browserne til at gå ned! Hvis Microsoft virkelig havde interesse for vort helbred, havde de

  • ikke fokuseret på musen alene
  • fortalt os med lige så megen vægt, hvordan tastaturet anvendes
  • sørget for, at alle funktioner kunne udføres med tastaturet

Tilsyneladende har de enkelte afdelinger hos Microsoft svært ved at kommunikere med hinanden. Jeg gætter på, at afdelingen for programmering af tasterne til WINDOWS er blevet nedvurderet i en sådan grad, at de har tænkt: "Nu laver vi sgu noget, der er godt. Vi skal vise dem, at man sagtens kan køre WINDOWS med tastaturet." Jeg vil sige tak til jer programmører, der har sørget for omtalte tasters funktion. Det er bare synd, at jeres chefer ikke ville fortælle resten af verden om jeres bedrifter."

Microsoft forudsætter, at brugerne er dumme og har placeret Denne Computer på skrivebordet med den underforståede besked: "Nu kan du da ikke undgå at se den" og har samtidig "gemt" Stifinder væk. Jeg har min egen tese om, hvornår software programmer er tilfredstillende: Den dag, forlag ikke kan sælge computerlitteratur. Dette kunne væres softwareproducenternes mål!

Tastaturets fordele

Kender du situationen, hvor du vil dobbeltklikke. Du er ikke hurtig nok, og Windows mener, at du vil omdøbe! Dine arme bliver liggende på bordet. Dine hænder skal ikke bevæges særlig meget. Dette virker meget mere afslappende, hvilket betyder, at du bedre kan koncentrere dig om det egentlige arbejde i stedet for samtidig at skulle koncentrere dig om brugen af musen.

Med tasterne bevæger du markøren ganske præcist, dvs. du ved, hvor markøren lander ved næste tryk og kan mentalt indstille dig på næste handling. Du ved præcis, hvad der sker, når du f.eks. trykker Enter på en fil.

Ved brug af musen skal du kontrollere musens mere eller mindre uforudseelige bevægelser på skærmen, kontrollere om du rammer det rigtige punkt på skærmen og tilsidst kontrollere resultatet af dine klik: du bliver nødt til at afvente effekten af et klik eller dobbeltklik, før du kan udføre næste handling, altså en mentalt meget belastende arbejdsgang, som er skadelig og unaturlig i forhold til vore mentale processer, som er en blanding af intellektuelle tanker, intuition, kreativitet osv.

Den mentale proces opsplittes i to dele: en fremadstræbende, som arbejder mod et mål og en hæmmende, kontrollerende del, som er nødt til at overvåge det redskab, du benytter for at nå dit mål, nemlig musen.

Man kan lære blindskrift på tastaturet. Man kan ikke lære blind museføring!

næste side

Du er på KnowWare.dkRent drikkevand • 24. Jan. 2017